Josefine ’Noora’ Pettersen: ”Derfor græd Noora i guitar-scenen med William”

Foto: Asger Mortensen

Uddrag af inteviewet ”Who’s that girl” med Josefine Frida Pettersen, skrevet af Marie Louise Wedel Bruun i ELLEs decembermagasin.

Dritkul. Russebus. Føkkboy. Serr… Kødder du?  Så har du nok (ligesom os!) dyrket Skam intensivt de sidste par år, og sat alt andet på standby, når en ny bid af det norske gymnasieliv blev lagt til frit skue online. Kunne William virkelig blive ved med at være en drittsek, og hvad skete der lige mellem Isak og Even?

Skam var ægte på en helt ny måde, og selvom man måske selv var way past gymnasiet og teenage-forelskelserne, så ramte det norske gymnasie-gang lige ind i hjertekuglen på alle, der uanset alder, følte deres dilemmaer, eufori og altoverskyggende følelser dybt inden i, og lærte os, at Alt er Love.

Men hvordan kunne Noora, Vilde, Willam, Isak, Sana og Even være så pokkers ægte? Alle karaktererne (eller rettere: skuespillerne bag dem, vi alle er på fornavn med) har siden Skam rullede over skærmene været omgivet af hemmelighed, så man på intet tidspunkt undervejs i serien brød Skam-illusionen.

Lige indtil nu… ELLEs Editor, Marie Louise Wedel Bruun, har nemlig som den første nogensinde fået lov at interviewe Josefine Frida Pettersen, der lægger ansigt og krop til en af seriens mest elskede personer: Noora.

Det møde er der kommet et 9(!) siders langt interview ud af, som kan læses i sin fulde længde i ELLEs december-magasin (på gaden fra 26. oktober – 30. november 2017), og vi bringer her et uddrag af interviewet, hvor Josefine fortæller om alt fra rollen som Noora til sit forhold til Instagram og livet efter Skam.

… men selvom Skam er et overstået kapitel, så dvæler vi alligevel et øjeblik med den rolle, som har gjort Josefine Frida Petterson til tidens ultimative it-girl og kvinden bag den mest populære TV-karakter siden Carrie Bradshaw, som Marie Louise Wedel Bruun kommer ind på i interviewet.

Læs også: Derfor er vi besatte af Skam

Og Josefine har faktisk selv haft en afgørende rolle for, at Noora blev til den hun var. Til ELLEs Marie Louise Wedel Bruun fortæller Josefine:

”Jeg mærkede vældigt, at jeg i starten ikke fik så meget at vide om Noora; jeg fik at vide, hvad hendes største hemmelighed var, og hvor hun havde været i verden og sådan moralske ting; hvad hun gik op i. Men på en måde, fik vi lov at lave karaktererne selv. Replikkerne var ikke lagt 100 procent fast; jeg kunne sige dem med mit sprog, og som jeg ville have sagt det. Og efterhånden som sæsonerne gik, så mærkede jeg, at Julie (Andem, Skams manuskriptforfatter og skaber, red.) skrev replikken til Josefine og ikke til Noora. Sådan gjorde hun med alle karakterne.”

Josefine fortæller desuden til ELLE i interviewet, at den store frihed i rollen som Noora også gjorde, at mange af de ting, der skete på settet slet ikke var planlagte. Blandt andet den ikoniske guitar-scene mellem Noora og Willam, som efterlader alle seere med et sug i maven over hvor sej hun er, da hun synger ”More Than Words” med tårer trillende ned af sine hvide kinder… Det var nemlig slet ikke meningen at Noora skulle græde i denne scene, afslører Josefine, men som hun siger til Marie Louise Wedel Bruun i interviewet:

”… Dén (scene) husker jeg vældig godt, for vi havde SÅ dårlig tid! Og det var bare sådan: ’Vi må skynde os, vi må bare skynde os!’ Og så blev jeg så stresset, at jeg bare begyndte at græde, fordi jeg vidste, jeg skulle begynde at synge og spille guitar og sådan, så jeg blev så flov over, at jeg er så emotionel, I am crying all the time!”.

Med andre ord vandt Noora vores hjerter – ikke fordi hun var Noora, men fordi Josefine gav hende så meget dybde og personlighed, at man var helt forsvarsløs overfor at blive smaskforelsket i den 18-årige norske gymnasiepige med de røde læber og den blonde page.

Vil du også lære drittkule Josefine bedre at kende? Så skynd dig ned til din lokale bladpusher, og haps dit eksemplar af ELLE med den über-kul skuespillerinde på forsiden, og svælg i Asger Mortensens lækre billeder og det første interview den skønne norske jente har givet – nogensinde! 

Da vi havde Josefine på hånden kunne vi selvfølgelig ikke lade være med at lave en lille film med hende også... Se den her!

 

Relaterede artikler