Copenhagen Fashion Week S/S 2020 Buying Director hos Mytheresa: “Disse danske brands fra modeugen satser vi mest på hos Mytheresa”

buying-director-hos-mytheresa-disse-danske-brands-fra-copenhagen-fashion-week-tror-vi-mest-paa-hos-mytheresa-elle-dk.jpg
Foto: PR

Tiffany Hsu er Buying Director hos luksus-webshoppen, Mytheresa.com.

Det er hende, du spørger, når du søger råd om trends, for hendes job er at forudse, hvad kunderne vil købe til næste sæson, når de scroller igennem de virtuelle bøjlestativer på webshoppen.

Tiffany befandt sig derfor naturligvis også i København, da Copenhagen Fashion Week løb af stablen i uge 32, og her sad hun front row ved show efter show – med sit skarpe øje for brands, trends og styling skulle hun vurdere, hvad er var værd at satse på, når Mytheresa skal købe ind fra de mest attraktive kollektioner til foråret og sommeren 2020.

Og hvad var så det bedste af det bedste? ELLE tog en snak med Tiffany Hsu og spurgte hende ind til modeugefavoritterne, og hvilke danske brands Mytheresa satser på.

Foto: PR

Tiffany Hsu

Hvilke brands eller nye talenter, som du så i København, finder du overbevisende og hvorfor?

Cecilie Bahnsen har været på vores radar i flere sæsoner nu, og vi er meget begejstrede for at føre brandets kollektion på Mytheresa fra S/S 2020. Hun har med sine seneste kollektioner vist, at hun har etableret en signaturæstetik og et brand-DNA, som vi altid kigger efter i nye brands. Derudover har Cecilie Bahnsen også succesfuldt opbygget en fanbase til hendes romantiske kjoler med puffy ærmer og åben ryg. Desuden har vi ført Rotate, kærlighedbarns-brandet af de to danske influencere Thora Valdemars og Jeanette Madsen, siden S/S 2019, og det har vist sig at være en succes hos vores modeelskede kunder. Deres kollektioner bygges altid på kjoler, som er en nøglekategori hos Mytheresa. Deres designtilgang er modeorienteret, men samtidig ret sexet – de korte kjoler med de skulpturelle ærmer var udsolgt i løbet af ingen tid sidste sæson. S/S 2020-kollektionen havde nogle vanvittigt cool pieces som en pink velour buksedragt, korte pyntede kjoler og velourkjolen fra finalen, som vi klart vil købe ind. Jeg lægger også meget mærke til Totême og Brøgger, og jeg er meget nysgerrig på at se, hvordan de brands vil udvikle deres design-DNA.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Finalekjolerne hos Rotate

Hvilke tre shows fra modeugen var dine favoritter?

Ganni er altid sikker i København, men dette år var det er helt specielt show, idet de fejrede deres 10-års jubilæum. Atmosfæren var afslappet, mens Mø spillede live i midten af den tennisbane, der agerede runway. Modepublikummet havde intet imod det dårlige vejr, og de dansede til Møs 'Lean on', mens de gemte deres modeuge-looks under store regnslag. Kollektionen indeholdt Ganni-klassikere, som alle Ganni Girls bør have i sin garderobe, som den korte læderkjole med store ærmer, slangeskindsprintede cowboy-støvler og dyreprintede kjoler og toppe. Dette års Rotate-show var også en kæmpe fest, som blev holdt i et cirkustelt med popcorn og champagne. Publikum gik helhjertet ind i det, og heppede løs fra den første model spankulerede ned af catwalken til 80’ernes “Holding out for a hero” og “It´s raining man”. Kollektionen indeholdt nogle meget sexede, men cool kjoler, som vil vise sig at blive meget succesfulde. Thora og Jeanette bliver ved med at manifestere deres momentum som nogle af de bedste upcoming danske designtalenter. Det svenske brand, Stand Studio, præsenterede sin kollektion i København for anden gang med nogle virkelig stærke pieces. Vi vil købe ind i de slangeskindsprintede suits med shorts i stærke farver og de frynsebesatte faux lædernederdele, ligesom de sorte veganske læderblazere. Dette markerer desuden det første år, hvor Nellie Kamara har skabt kollektionen udelukkende med vegansk læder og materialer skabt af ananasser. Mit personlige favoritlook var de pink vinylbukser med den oversized blomsterskjorte, som blev vist på Emma Rosenzweig – en af de mest inspirerende danske kvinder.

Læs også: Mø og Ditte Reffstrup lige efter det regnfulde Ganni-show: ”Det var for sindssygt!”

Hvilke trends overbeviste dig så meget, at du også tror, vi vil se dem i F/W 2020-kollektionerne?

Denne sæson ved Copenhagen Fashion Week viste sig endnu engang at være farverig, hvilket bliver mere og mere typisk for de nordiske brands. Cecilie Bahnsen, Rotate og Ganni viste styles i pink, mintfarver og pasteller, hvorimod andre nordiske brands som Stand Studio og Saks Potts baserede deres farvepaletter på mere modige neon-paletter.

Et piece, som vi så i alle kollektionerne, var det maskuline suit. De bedste bud kom fra Ganni og Cecilie Bahnsen, der viste et hvidt, gennemsigtigt bud, som jeg forelskede mig fuldstændig i. Transparente materialer var generelt et gennemgående element, som vi også så hos Baum und Pferdgarten.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Ganni og Cecilie Bahnsen 

Hvilke danske brands tilføjer i netop nu til Mytheresas sortiment?

Elhanati, som er en skøn tilføjelse, idet vi altid leder efter nye upcoming smykkebrands. De chunky armband, øreringe og halskæder er hådnlavet af genbrugt guld og udvalgte sten. Vi er meget begejstrede over at kunne tilbyde nogle eksklusive pieces hos Mytheresa.

Hvor vigtig er Copenhagen Fashion Week blevet for Mytheresas indkøbskalender? Har I investeret mere i danske brands?

Det har været et voksende marked for os i nogle år nu. Vi kigger aktivt efter nye brands fra København, og det er nu en fast modeuge, som vi besøger udover de ikoniske modebyer.

Hvilke danske brands, som på nuværende tidspunkt er i stock hos Mytheresa har været særligt succesfulde hos kunderne?

Ganni og Baum und Pferdgarten er de mest succesfulde danske brands hos Mytheresa – og vi har lavet stærke capsule kollektioner med begge brands. Rotate bygger ovenpå og er den nyeste tilføjelse til vores portfolio. Rotate beviste sig selv med styles, der blev udsolgt lige med det samme, de er blevet et go-to brand, når det kommer til festkjoler til et tilgængeligt prisniveau. Sophie Bille Brahe er et af vores bedste smykkebrands, og det passer perfekt til vores nyeste tilføjelse Elhanati.

Tror du, at appellen ved den danske stil og københavnerpigen er kommet for at blive?

Jeg tror virkelig, skødesløsheden i dansk design taler til modefolket i dag. Danmark har altid været kendt for tidløs design i interiør, og det er skønt at se, at det unikke tag på moden også opnår sådan en anerkendelse. Jeg tror helt klart, influencere som Pernille Teisbæk, Thora Valdimars og Emili Sindlev har haft en indflydelse på at bringe opmærksomhed til København på grund af deres personlige sans for stil. Det meste af det, vi ser i kollektionerne til den københavnske modeuge, er brugbart, og jeg tror, vores kunder i dag leder efter et mix mellem velkendte store luksusbrands og nogle skønne moderne pieces.

Psst! I galleriet herunder kan du se nogle af Mytheresas nyeste varer fra Tiffanys danske yndlingsbrands: 

Mytheresas nyeste varer F/W 2019

 

Relaterede artikler