Ny, gylden designudstilling hos Normann Copenhagen: 'The Runway Issue'

Normann Copenhagen ´the runway issue´
Foto: PR

Enhver der er vild med design må have besøgt eller set billeder af Normann Copenhagens konceptbutik på Østerbrogade, hvor man de seneste måneder har kunne udleve alle sine Instagram-drømme i butikkens gennemført lyserøde lokaler.

Nu er efterårets gule nuancer blæst ind i showroomet, og Normann Copenhagen har slået dørene op for deres nyeste designudstilling i flagskibsbutikkens 1700 m2 historiske lokaler.

Under titlen ’The Runway issue’ er efterårets tema inspireret af modens fortryllende univers, hvor en safirgul catwalk løber gennem den lange gang og videre ind i showroomets store sal.  I spotlightet står Normanns møbler stablet, spændt sammen eller på anden kreativ vis opstillet som tårnhøje interiør-modeller, som du enten kan beskue fra en plads på forreste række, eller opleve i øjenhøjde hvis du selv går en tur ned af den gule runway.

Moden og møblerne bliver også forenet i bogstavelig forstand, da du langs catwalken kan finde et velkurateret udvalg af det fineste tøj fra brands som Saks Potts, Acne Studios, Stine Goya og Nué Notes.

Læs også: Femme Régionales skaber moderigtigt mønstermix for Normann Copenhagen

Sæsonens farveunivers leger med nuancer, der bevæger sig fra citron- og kanariegule kulører til varme terrakottatoner og detaljer i gul(d), der alle stråler op imod de bløde beige vægge og sender tankerne mod 70'ernes glamourøse universer.

Udstillingens absolutte højdepunkt finder du i showroomets kælder, og her er man ikke i tvivl: gul(d) er det nye pink! Som du begiver dig ned af trappen, der selvfølgelig også er gul, bliver du draget ind i et gylden og glitrende hule. Vægge og lofter er klædt i skinnende guldfolie, som lyses op af Normanns lamper, der på kunstnerisk vis hænger i forskellige højder og konstellationer.  

Normann Copenhagen er kendt for deres klassiske møbler, cool køkkentøj og deres kollektion af farvekoordinerede kontorartikler i alskens nuancer. Om du er i shopping-humør eller ej, er showroomet absolut et besøg værd for gylden og glitrende inspiration og et Instagram-billede eller to. 

’The Runway Issue’ er den tredje udstilling i Normann Copenhagens showroom, der hvert halve år gennemgår en forvandling og står klar til at præsentere et nyt eksperimenterende koncept. Det gule tema kan opleves indtil foråret 2018.

Psst.. I galleriet herunder kan du få et smugkig på ’The Runway Issue’ hos Normann Copenhagen…

normann copenhagen, the runway issue

Relaterede artikler